Salme 56, 4
Når jeg gribes af frygt stoler jeg på dig.
Oftest når vi gribes af frygt, så går vi i panik, vi glemmer oftest at det der egentlig ville være nemmest var at overlade det til herren, vi går med det inde i os selv og lader det opsluge os, vi glemmer Gud og det bliver til alt hvad vi tænker på, det er det satan ønsker når vi prøves, at vi glemmer Gud og begynder at arbejde i vores egen styrke. Satan ønsker at vi glemmer at vi formår alt i ham der giver os kraft, og at Guds kærlighed aldrig fejler (fillipperbrevet4,13 og 1. Kor. 13,8) han ønsker at vi glemmer at vi bare kan overlade vores problemer til Gud.
Jeg havde den her oplevelse for et kort stykke tid siden, det der med at et problem opsøger en, og at man til at starte med tror at man kan klare det men så opsluger det en mere og mere, man går mere i panik og til sidst så glemmer man Gud.
Før jeg blev kristen havde jeg været i seng med en pige, eller det vil sige det var lige efter at jeg var blevet kristen men mens jeg stadig ikke havde gjort opfattet hvor dårligt dette egentlig var for mig. Og mens vi havde sex gik det på et tidspunkt galt med noget beskyttelse, men jeg var selvfølgelig for træt og fuld og skæv til at opdage noget så jeg lod bare som ingenting. Tiden gik og her for nogle måneder siden mener jeg at have hørt en stemme der konfronterede mig med det her, sagde til mig,
”der er en mulighed for at hun er blevet gravid.”
Jeg tror jeg reagerede lidt blandet, først tænkte jeg fedt, jeg vil gerne have børn, så jeg skubbede alt andet til side og begyndte at tænke over det der med hvordan jeg ville gøre hvis der nu var et barn, jeg begyndte at lade det opsluge mig uden overhovedet at få det konstateret, men så hørte jeg en anden stemme sige til mig:
”der er gået mere end halvandet år, hvis der er et barn så er der nok en grund til at hun ikke har fortalt dig noget”
så tænkte jeg nåh ja, så vidt jeg huskede havde den her ekskæreste en anden kæreste ved siden af mig som var en del ældre og som nok bedre kunne tage sig af barnet hvis der altså var et barn. Så jeg lod det ligge lidt og prøvede på at undgå at tænke over det, jeg lagde det ikke over til Gud men blev bare ved med at sige til mig selv at det var løst.
Så gik der lidt mere tid og pludselig var der en stemme der sagde til mig, at det slet ikke var den grund men mere fordi at jeg ikke ville være tilstrækkelig som far, at jeg ville svigte mine børn, at jeg ligesom mine egne forældre ville have svært ved at vise dem kærlighed, og at jeg ligesom min morfar og mine onkler ville komme til at voldsmadre dem, ligesom jeg før har gjort det med søskende og venner, så jeg gik i panik og glemte Gud fuldkommen, jeg glemte at bede, jeg lod min bibel falde til side og jeg tænkte ikke på andet end det her med, hvad nu hvis jeg når jeg en dag får børn viderefører de her mønstre? Jeg burde ha tænkt, min far har udfriet mig fra misbrug, jeg har oplevet hvordan han har frelst mig, hvordan han har reddet mit liv. Jeg har læst om at han har helbredt, frelst, udfriet, og lavet endnu vildere mirakler. Hvorfor går jeg og bliver bekymret over det her? Hvorfor går jeg og tænker over om jeg vil komme til at slå mine børn, det burde være så nemt for mig bare at tænke, nej det gør jeg ikke, jeg er stoppet med at drikke på daglig basis med lidt hjælp ovenfra, så burde det heller ikke være noget problem at få hjælp til ikke at tæske mine børn.
Men det gjorde jeg selvfølgelig ikke. Dum som jeg var, (og er) lod jeg det bare opsluge mig endnu mere, jeg lod den der frygt blive en del af mig, så nu gik jeg og håbede på at hun ikke var blevet gravid, og hvis hun endelig var så hellere at hun ikke fortalte mig om det, end at jeg ødelagde barnets liv. Jeg tænkte, jeg ville da hellere vokse op uden en far og kunne forestille mig at min far var den her supermand end at ha en far der var et rigtigt røvhul.
Så den her tanke blev simpelthen en besættelse nærmest en frygt der fik mig til at overveje om jeg nogensinde skal ha børn. Det skal lige siges at min største drøm næst efter at følge Gud er at blive familiefar og få syv børn, så det er en ret stor ændring aldrig at skulle have børn.
Men til sidst blev det simpelthen for meget, det begyndte at betyde så meget for mig at jeg placerede det over hvad Gud har kaldet mig til, jeg tænkte at hvis der var et barn var jeg nød til at opgive mit kald, jeg ville blive nødt til at rejse hjem, droppe min uddannelse tage mig et fabriksarbejde og forsørge det her barn. Hvilket jo alt sammen er meget godt hvis, altså det ikke var fordi at Gud han har kaldt mig til at blive præst og forkynder.
Kan i se hvordan den her lille ting, som jeg ikke engang var sikker på om var rigtigt fik mig til at glemme Gud fuldstændigt? Jeg var så heldig at jeg tog med min far i kirke alligevel og da vi så sidder derinde siger præsten så.
”Gud han siger til mig at der er en herinde der bekymrer sig alt for meget om en graviditet, jeg kan forstå på det hele at dette opsluger ham og får ham til at glemme herren, jeg vil bare sige til dig, Gud har taget sig af det du skal ikke bekymre dig, bare stol på herren din Gud så skal det nok gå”
Jeg blev vækket lige der og opdagede at det var mig han talte til, selvom jeg ikke søgte Gud og faktisk var på vej væk fra ham, så kaldte han på mig, så jeg valgte at svare på hans kald, og tænkte ikke så meget over det, og fik så tjekket et par dage efter og opdaget at min ekskæreste aldrig havde været gravid.
Denne her historie er en ret klar historie om hvordan en ting der egentlig bare kan være en tanke kan overtage Guds plads fordi vi lader den, et lille problem som egentlig ikke engang behøvede at være et problem, hvis der var et barn kunne jeg jo i princippet sikkert få noget støtte og så fortsætte min uddannelse og stadig søge det kald Gud har givet mig.
Vi glemmer ofte det her med at vi bare kan give vores problemer til Kristus, han døde jo trods alt for at vi ku være fri, ikke for at vi skulle være tynget at problemer. Han fortæller os at han elsker os og at han vil bære alt i kærlighed til os (1. Kor. 13)
Det jo ikke fordi at det skader os at lægge vores problemer over til Gud, vi kan jo bare kigge på david som har skrevet det der med at når han gribes af frygt så stoler han på herren.
Han levede ikke ligefrem et dårligt liv, det var fyldt med problemer men han blev ikke tynget af dem, og når han endelig gjorde var det når han undlod at stole og lytte på Gud.
David var konge, han levede et godt liv, fordi at han stolede på herren, hvorfor gør vi så ikke det? Hvorfor prøver vi på at klare det hele selv, det vi burde gøre var at stole på herren fuldt ud og fatte at når vi gør det så formår vi alt for så er vi i ham, og som Paulus siger i Filipperbrevet 4,7
”jeg formår alt i ham der giver mig kraft
Markus
